Fokus på en angsttype – Separationsangst

I mit arbejde møder jeg mange børn med angst. Set som samlet gruppe er de bange for en masse forskellige ting. Men ser vi på den yngste gruppe af børnene i alderen 6-12 år er der én angsttype, der går igen ved en meget stor del – nemlig angsten for at være adskilt fra mor og/eller far. Diagnostisk kaldes denne angst for separationsangst og kan vise sig ved bekymring for flere forskellige ting, bl.a. bekymringer for at være alene hjemme, bekymringer for at være i skole eller svært ved at falde i søvn alene. Nogle gange udspringer angsten af bekymringer for, at mor eller far skal dø eller komme slemt til skade, andre gange handler bekymringerne om, at barnet er bange for selv at blive gjort skade på, hvis forældrene ikke er i nærheden. Men nogle gange er angsten mere ukonkret og kan bedst beskrives som en overdreven følelse af savn, som barnet har svært ved at rumme.

Angst for at være væk fra hjemmet eller forældrene er en helt naturlig del af livet. Det er både naturligt og uundgåeligt at skulle adskilles fra forældrene og dette vil naturligt lede til angst hos børn. Mange lærer dog at blive mere robuste med tiden og ældre børn er sjældent lige så bekymrede for at være væk fra sine forældre. Mindre børn der bliver kede af det når de skal sige farvel, får hjemve når de skal sove uden for hjemmet, eller har bekymringer for at være alene hjemme er altså hverken ”syge” eller unormale. Men vil det sige, at vi blot skal trække på skuldrene og tænke: ”Det går nok over af sig selv”, når børn viser tegn på separationsangst? I nogle tilfælde kan svaret være ”ja”, men i andre tilfælde er det vigtigt at handle på symptomerne og iværksætte en behandling. Det er det, da vi ved at ubehandlede angstlidelser i barndommen i nogle tilfælde kan lede til meget invaliderende angstlidelser senere i livet.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem alm. separationsangst og det vi i diagnostiske sammenhænge kalder for ”abnorm separationsangst”. Som forældre bør man ikke begive sig ud i at diagnosticere sit barn – for at foretage en ordentlig diagnostisk vurdering skal der typisk både en læge og en psykolog til. Men der er nogle ting man kan kigge efter for at vurdere om der er grund til bekymring:

Er barnet begyndt at undgå ting, det tidligere gerne ville af frygt for at være væk fra sin mor og/eller far?
Er der ting barnet med sin alder burde kunne (f.eks. være alene i kortere perioder eller tage på lejrtur med skolen), men som det gør alt hvad det kan for at undgå af frygt for at være væk fra sin far og/eller mor?
Bliver barnet overdrevent ked af det ved afsked fra mor og/eller far og har svært ved at blive trøstet igen?
Oplever barnet fysiske angstreaktioner som ondt i maven, kvalme, hovedpine eller lignende i eller op til situationer hvor han/hun skal være væk fra mor og/eller far?

Diagnosekriterierne kan findes i hæftet for ICD-10, men kan også ses i fuld form her: http://jenshenrikthomsen.dk/separationsangst

Når man skal vurdere om der er brug for at gøre noget aktivt, er det vigtigste dog altid dette: Gør angsten det svært for barnet eller familien at leve det liv de gerne vil? Så forsøg af foretag en ændring. Er det svært at klare selv så søg professionel hjælp.

Vi bruger cookies til at danne statistik og forbedre psykologrask.dk. Ved at klikke OK eller gå videre accepterer du dette.

Hvad er Cookies?

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk