Angst er helt normalt

I mit arbejde med børn og unge har jeg mange gange hørt både børn, unge og deres forældre sige noget i retningen af: ”Vi vil gerne have din hjælp til at få angsten til at forsvinde”. For disse familier er angsten ofte begyndt at fylde så meget, at der ikke længere er særlig meget plads til at gøre de ting, som normalt gør dem glade. For nogle er det blevet så svært at gå i skole, at de slet ikke kommer af sted mere. Andre er så bange for at blive til grin, at selv det at tage med ned i byen, eller at hilse på et fremmed menneske, føles uoverkommeligt. Fælles for dem er, at angsten er blevet en lidelse for dem i dagligdagen. Så når de beder om hjælp til at få angsten til at gå væk, så forstår jeg dem rigtig godt. Hvem ville ikke ønske det, hvis man var i deres situation?

Selvom jeg forstår dem, så starter jeg næsten altid første samtale med at sige, at angst er helt normalt. Ja at angsten ligefrem kan tvære vores VEN. Det kan virke helt åndssvagt at høre, når det slet ikke er sådan det opleves. Men angst og frygt er faktisk meget brugbare følelser til at fortælle os noget om, hvornår vi skal passe på os selv. Det er altså GODT, at vi kan bekymre os om ting, og derfor er det ikke målet at skille sig af med følelsen af angst.

Selvom jeg forstår deres ønske om at skille sig af med angsten, så fastholder jeg altså, at den ikke KUN er dårlig.

For nogle mennesker er angsten dog blevet så voldsom og omfattende, at den ikke længere er særlig hjælpsom. For dem er angsten blevet en byrde. Nogle gange virker bekymringerne helt virkelighedsfjerne og urealistiske. Men ofte er det normale bekymringer, der så at sige er ”gået over gevind”. Hos mindre børn i alderen 6-12 år handler bekymringerne derfor ofte om at være væk fra mor og far. Teenagerne derimod er sjældent særlig bekymrede for det. For dem er det langt oftere bekymringer om, hvad andre unge tænker om dem, der er gået over gevind.

Når det er disse ting de bekymrer sig om, så er det ikke helt uden grund. Selvom deres bekymringer ofte er blevet urealistiske og overdrevne, så kommer de fra noget meget virkeligt. Børn i de tidlige skoleår skal til at vænne sig til, at deres forældre ikke er tilgængelige lige så stor en del af tiden. At de skal blive en smule mere selvstændige end de plejede. Hvor de før var vant til at have mor og far tilgængelige, når de havde brug for dem, kan de nu risikere at stå i en situation, hvor de synes, de mangler mor eller far. For teenagerne er det heller ikke helt ligegyldigt, hvad de andre unge tænker om dem – de bruger rigtig mange af deres vågne timer i selskab med andre unge, og det er trods alt i teenageårene, at vi danner store dele af de venskaber, vi skal bruge senere i livet.

Det er altså ikke så meget ’DET VI BEKYMRER OS OM’, der er problemet – det er mere ’MÅDEN BEKYMRINGERNE FÅR LOV AT BESTEMME PÅ’, der er problemet. Når den 8 årige ikke tager hjem til venner, fordi hun er bange for at komme til at savne sin mor. Eller når den 15 årige ikke tør tage til sin terminsprøven eller ikke tager med til festen sammen med vennerne af frygt for at blive til grin. Angsten holder op med at være vores ven, når den forhindrer os i at gøre det, vi gerne vil. Ikke fordi den minder os om den risiko, der er ved livet.

Ved at minde os selv og hinanden om det, kan vi måske lære at acceptere angsten en smule og frigøre os fra noget af den kamp, det er at forsøge at slippe af med angsten. I stedet kan vi begynde at koncentrere os om, hvilket slags liv vi gerne vil leve – med eller uden angst. Hvem ved, måske er vi så heldige at angsten også begynder at fylde mindre, når vi giver den lidt mindre energi 🙂

Vi bruger cookies til at danne statistik og forbedre psykologrask.dk. Ved at klikke OK eller gå videre accepterer du dette.

Hvad er Cookies?

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk