Skyld eller ansvar?

I sidste uge havde jeg 3 måneders opfølgning med en af mine Chilled* angstgrupper. Som altid brugte jeg noget af tiden på, kun at tale med forældrene. Vi talte om, hvordan det var gået i de tre måneder siden sidst, og om hvad deres rolle havde været i at støtte deres børn i arbejdet med angsten. Som en del af snakken genbesøgte vi et af de emner, vi tidligere havde brugt tid på:

”Er det min skyld, at mit barn har angst?”

Alle forældre til børn med angst, jeg har mødt, kender til denne tanke, og for nogen er det noget de dagligt spørger sig selv om.

Lige netop denne mandag eftermiddag talte vi om forskellen på skyld og ansvar. Jeg mener, det er vigtigt at skelne mellem dem og lad mig fortælle lidt om hvorfor:

Skyldfølelse
Skyldfølelse er en følelse vi alle kender til. Det er en følelse, der opstår, når vi synes vi ikke lever op til det vi burde. I mine grupper mærker forældrene ofte skyld over ikke at have opdaget angsten noget tidligere og fanget den i opløbet. Eller mærker skyldfølelse over enten at have overbeskyttet deres børn eller ikke have anerkendt dem nok. Vi mærker skyld når noget er vigtigt for os og det ikke gik som det skulle. Og vi mærker skyld, når vi ved, at vi har et ansvar for det. Men er det at have skyldfølelse det samme som faktisk at have skyld? Kan vi regne med at vores skyldfølelse er et præcist tegn på, at vi faktisk har skyld?

Ansvar
Det ville være naivt at påstå, at det er lige meget, hvad man gør som forældre. Det betyder endda enormt meget, hvordan man er overfor sine børn – det ved vi både fra forskning og fra helt almindelig sund fornuft. Det er derfor også rimeligt at konkludere, at man som forældre har et ansvar. Et ansvar for at hjælpe sine børn på vej igennem livet og et ansvar for at skabe gode forhold for, at de kan udvikle sig godt. Derfor har man også et ansvar for at hjælpe sine børn, når de oplever, at angsten begynder at styre deres liv.

Jeg har endnu til gode at møde et forældrepar, der ikke elsker deres børn. Jeg har også til gode at møde et forældrepar, der med vilje har opdraget deres børn på en måde, de ikke mente var god for barnet eller familien. Men jeg har til gengæld mødt mange forældre, der igennem deres erfaringer og igennem et gruppeforløb hos mig har lært, at nogle af de ting, de har gjort som forældre, ikke var hensigtsmæssige. Jeg har faktisk endnu til gode at møde et forældrepar, der ikke har begået fejl som forældre. Nogle af dem bliver også opmærksomme på, at de ud af omsorg har været med til at vedligeholde angsten. Det er naturligt – ja endda menneskeligt og helt uundgåeligt – at mærke skyldfølelse, når man bliver opmærksom på sådan noget.

Kig op
Problemet med at overgive sig til skyldfølelsen er, at det ofte giver os lyst til at sænke hovedet i skam og gemme os væk på et tidspunkt, hvor der er brug for, at vi i stedet kigger op og tager vores ansvar på os. Når man er forældre til et barn med angst kræver det i allerhøjeste grad, at man tager det ansvar på sig, som det kræver at støtte en proces mod et mindre angststyret liv.
Hvis vi i stedet kan se vores skyldfølelse som et tegn på, at vi lige nu har fat i noget, der er enormt vigtigt for os, så giver det plads til, at vi også kan spørge os selv: ”Hvad er mit ansvar lige nu?”

*Chilled er en angstgruppe for teenagere baseret på det samme manualsystem som bruges til Cool Kids. Læs mere her: Cool Kids og Chilled

Vi bruger cookies til at danne statistik og forbedre psykologrask.dk. Ved at klikke OK eller gå videre accepterer du dette.

Hvad er Cookies?

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk