Skilsmisse – Det er forældrenes ansvar at lytte

Skilsmisser: Det er ikke børns ansvar at få forældre til at lytte – det er forældres ansvar at vise børn, at de lytter.

Hvert år bliver mellem 15 og 20 tusind ægtepar skilt* og endnu flere børn oplever derfor, at mor og far går fra hinanden. Men selvom skilsmisser er ret almindelige, er det desværre aldrig nemt for hverken voksne eller børn, når en familie går i stykker. Mange lykkes heldigvis med at komme igennem den svære periode på en måde, hvor både børn og voksne oplever at blive hørt og behandlet så godt som det nu er muligt i den svære tid. Alligevel møder jeg hvert år desværre mange børn og unge, der oplever, at deres forældres skilsmisse har været rigtig hård for dem. Alle de forældre jeg har mødt har heldigvis villet deres børn det bedste, men selvom deres forældre med kærlighed og omsorg har forsøgt at hjælpe dem igennem skilsmissen uden sår på sjælen, er det bare rigtig kompliceret at være barn i sådan en situation.

Alle børn ønsker sig bare, at mor og far er glade for hinanden.

Derfor møder jeg desværre børn, der føler sig klemt mellem mor og far og ikke ved, hvordan de skal sige fra. Nogen føler de bliver nødt til at tage enten mors eller fars parti, for i det mindste at føle sig ”hjemme” og tryg et eller andet sted. Nogle børn fortæller mig, at de altid synes mor og far taler grimt om hinanden. Andre fortæller modsat, at det næsten føles helt forbudt at brokke sig over deres forældre til den anden part. De fleste vil bare gerne prøve at holde på lidt af den gode stemning og synes, det kan være rigtig svært at finde ud af, hvordan man gør det midt i en skilsmisse.

I det hele taget kan det bare være rigtig bøvlet at være barn i en skilsmisse, og det kan for mange være svært at få sagt til deres forældre, hvad de har brug for.

DR Ultra har fokus på børnenes perspektiv.

DR Ultra spurgte mig derfor, hvad man som barn kan gøre når man ikke synes ens forældre er gode nok til at lytte. Selvom det er et rigtig godt spørgsmål er der én ting, der er rigtig vigtig at understrege først: Det er ikke børnenes ansvar at få forældre til at lytte – det er forældrenes ansvar at vise børnene, at de lytter. Børn kan og skal aldrig gøres ansvarlige for deres forældres handlinger. Når det er sagt kan jeg godt forstå, at mange børn gerne vil blive bedre til at få deres forældre til at lytte og jeg talte derfor med Ultra om det i deres udsendelse, som kan ses her:

Se UltraNyt om skilsmisse her og hør bl.a. Psykolog Emil Rask udtale sig.

Noget af det vigtige er at lære børn at blive ved med at holde fast i deres ret til at mene noget og igen og igen huske sig selv på, at de ikke skal tage ansvar for mor og far. Det kan dog være (meget) nemmere sagt end gjort og nogen børn har brug for hjælp til at lære det. Ofte kan det være godt for børn at have en at tale med, som ikke er mor eller far. En god skolelærer eller en rar fodboldtræner, kan ofte være lige det der er brug for. Andre gange kan tingene være kørt så meget fast, at der er brug for en psykolog.

Har du eller dit barn brug for hjælp til at håndtere udfordringerne efter en skilsmisse, er i altid velkomne til at tage kontakt til mig. Så tager vi en helt uforpligtende snak over telefonen og finder ud af om i har brug for min hjælp.

 

*Kilde:https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/vielser-og-skilsmisser/skilsmisser

Vi bruger cookies til at danne statistik og forbedre psykologrask.dk. Ved at klikke OK eller gå videre accepterer du dette.

Hvad er Cookies?

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk