Professionel psykologhjælp i Aarhus

Som psykolog er jeg specialiseret i behandling af angst og OCD, men har igennem årene hjulpet mennesker med en række forskellige problemer. Hos mig kan du også få hjælp til bl.a. depression, selvmordstanker, stress, sorg og selvskade. Du kan forvente, at jeg møder dig på en aktiv og respektfuld måde, og sammen finder vi ud af, hvordan jeg bedst hjælper dig med dine problemer.

Undgåelse er en del af problemet

Når vi har det skidt, bruger vi ofte meget energi på at undgå at mærke vores følelser, impulser og behov, fordi det vækker ubehag og smerte. Mange psykologiske problemer vedligeholdes af at undgå at se direkte på vores følelser og problemer. I et behandlingsforløb hos mig har vi fokus på at forstå sammenhængen mellem dine problemer, det liv, du lever og dine følelser og behov. Jeg hjælper dig med at forstå dig selv og dine reaktioner bedre, så du bedre kan finde redskaberne til at løse dine problemer. Selvom nogle forløb kan strække sig over en lang periode, vil du ofte opleve at være på rette vej efter ganske få samtaler.

Nedenfor er nogle eksempler på de mest almindelige angsttyper og lidelser jeg som psykolog hjælper mennesker med.

Præstationsangst

Som psykolog i Aarhus møder jeg mange unge og voksne mennesker, der lider af præstationsangst. Ofte er det helt normale mennesker, der oplever frygt og bekymringer, når de skal præstere foran andre. Præstationsangst i et vist omfang er helt normalt og kan måske endda hjælpe os med at holde fokus på det, vi laver. Men det kan også gå over gevind og komme ud af proportioner med den situation, vi faktisk er i. Når præstationsangst på den måde stiller sig i vejen for livet, kan det være hjælpsomt at tale med en psykolog og få hjælp til igen at kunne leve et normalt liv, hvor det at præstere foran andre ofte er et ufravigeligt vilkår i større eller mindre omfang.

Social angst

Mennesker med social angst frygter ofte andre menneskers tanker. Bekymringerne kredser om risikoen for at blive til grin, og ofte er der mange selvkritiske tanker. Har du social angst er det ofte rigtig svært at komme ud blandt andre mennesker, og det er ikke unormalt, at du overvåger dig selv ned til mindste detalje; ”Hvordan ser det ud, når jeg går?”, ”Åh nej, er jeg rød i hovedet nu?”, ”Hvorfor kan jeg ikke bare finde på noget godt at sige?!”, ”Hvorfor er jeg ikke mere som de andre?”. De mange tanker og bekymringer kan være lammende og gøre det rigtig svært at være nærværende blandt andre mennesker, og ofte ender det med, at unge og voksne med social angst isolerer sig mere og mere. Hos mig får du hjælp til at tackle din frygt, så du igen kan være sammen med andre mennesker, når du vil det – og være alene, når det er det, du har mest lyst til, uden at kritisere dig selv for det.

Depression

Nogle gange er det som om, vores problemer tager pusten fra os og efterlader os med en følelse af opgivenhed, manglende lyst til livet og tristhed. Det kan være rigtig svært at finde ud af hvordan, man skal løse sine problemer, når man har det sådan, og selv små krav kan virke uoverskuelige. Nogen oplever selvmordstanker, fordi løsningen på problemerne virker så langt væk, at det kan virke nemmere at sætte en stopper for det hele. Som psykolog hjælper jeg dig med at finde en vej igennem problemerne og bekæmpe håbløsheden, så den ikke gennemsyrer dit liv. Vi arbejder med at finde ud af hvad, der igangsætter og vedligeholder depressionen, og jeg hjælper dig med at forså sammenhængen mellem dine følelser, dine depressive tanker og det, der sker i dit liv. På den måde kan du lære at finde tilbage til det gode liv, du gerne vil leve.

OCD

For nogle mennesker udvikler deres angst sig til en særlig form for fastlåste ritualer eller tankebaner, der kan komme til at styre store dele af livet. Ofte har ritualerne eller tvangstankerne til formål at sikre, at der ikke sker noget dårligt med enten en selv eller nogen, man holder af. Mange af de mennesker, jeg møder med OCD, ved godt, at risikoen, for at noget sker, er lille, men de har svært ved at slippe tankerne om ”hvad nu hvis…”. Mange får stor angst ved tanken om at være ansvarlig for, at noget dårligt sker med andre eller dem selv, og at de ikke har gjort, hvad de kunne for at forhindre det. Som psykolog hjælper jeg dig med at finde ud af i hvilke situationer, OCD’en opstår og blive klogere på, hvordan dit følelsesliv og tanker kan være med til at forstærke og vedligeholde angsten og behovet for ritualerne. Sammen hjælper vi dig med at gå op imod OCD’en, så du igen kan leve et liv med alt det, der betyder noget for dig uden at være styret af angst.

Fire trin til hjælp

For mange er det helt nyt at skulle opsøge en psykolog, og det kan virke både lidt grænseoverskridende og underligt at skulle tage kontakt. For at gøre det så let og trygt som muligt at komme igang, er her en lille guide til, hvordan du kan gøre:

Trin 1: Kontakt
Ring til mig på 61707219 eller send en mail på emil@psykologrask.dk. Du kan også udfylde kontaktformularen på siden “kontakt og pris“, så kontakter jeg dig hurtigst muligt.

Trin 2: Gratis afklarende samtale
Hvis du har behov for det, så tilbyder jeg, at vi kan tage en kort indledende snak over telefonen. Her taler vi om, hvad du gerne vil have min hjælp til, og om jeg er den rette behandler til dig. Hvis jeg er det, så aftaler vi at opstarte et forløb, og ellers henviser jeg dig gerne videre til en anden psykolog, der bedre kan hjælpe dig.

Trin 3: Forsamtale
Første samtale er typisk en dobbeltsession. Her får du mulighed for at finde ud af, hvilken hjælp jeg kan tilbyde dig og få en fornemmelse af hvordan det er at være i behandling hos mig. Jeg bruger forsamtalen til at lære dig at kende og finde ud af, hvad du gerne vil have min hjælp til.

Trin 4: Behandling
Efter forsamtalen har vi begge en bedre fornemmelse af, hvilket behandlingsforløb du har brug for, og hvilke målsætninger vi skal arbejde mod. Der er stor forskel på, hvor langt et forløb er, men et gennemsnitligt forløb er typisk på 8-12 samtaler med samtaler enten hver uge eller hver anden uge.